top of page

FORMÅL

Dansk lokal-tv havde sin guldalder i 80’erne og 90’erne, hvor mange danske byer blev gennemfotograferet og det levede liv blev rigt dokumenteret i levende billeder. Det er vigtigt at denne del af vores fælles kulturarv ikke går tabt for eftertiden, samt at den gøres tilgængelig for borgerne i Danmark.

Foreningen Dansk Lokal TV Arkiv (DALTVA) er en non-profit paraplyorganisation der vil opbygge en online platform til arkivering og udgivelse af Dansk Lokal TV, og inddrage arkivets brugere i arbejdet med registrering af det udgivne materiale.

Foreningens bestyrelse tæller medlemmer med tilsammen mere end 75 års erfaring fra professionel tv-produktion, herunder restaurering af film samt udvikling og implementering af digitalt mediearkiv for TV 2 Danmark, og besidder derfor både den viden og erfaring der er nødvendig til at gennemføre et projekt som dette. 

Video kamera

MISSION

Digitalisering af dansk lokal TV

Vi ønsker at digitalisere de arkiver der i dag eksisterer på analoge videobånd af dansk lokal TV. De fysiske bånd har en begrænset levetid og da lokal TV har en historie der strækker sig mere end 35 år tilbage i tiden, er vi nu ved at nå et kritisk punkt hvor båndene simpelthen forgår af tidens tand, og indholdet dermed vil gå tabt for eftertiden.

Vi mener der i arkiverne for dansk lokal TV findes materiale af kulturhistorisk værdi, også selvom vi med dagens øjne måske rynker på næsen af meget af det der blev sendt. Vi mener materialet bør bevares for eftertiden, da vi i dag endnu er for tæt på historien til, at vi kan bedømme det i en historisk kontekst – dette må være op til de kommende generationer, men det kræver at materialet er tilgængeligt for dem.

Det haster derfor med at få materialet digitaliseret, så vi kan sikre bevarelsen af denne del af vores fælles kulturarv for de kommende generationer.

​

Tilgængeliggørelse af materialet

Vi mener at historisk materiale har størst værdi for befolkningen, når det er tilgængeligt. Mange museer har i dag det problem, at de værker som de råder over fylder rent fysisk og de har begrænset udstillingsplads, hvorfor mange værker er gemt væk på museernes lagre, og aldrig eller kun sjældent er tilgængelige for offentligheden.

Når det drejer sig om digitaliserede værker der gøres tilgængelige på internettet, kan alle værker gøres tilgængelige hele tiden – også de værker der kun har interesse for en begrænset skare – og måske vil det vise sig, at netop disse værker indeholder historiske optegnelser som viser sig værdifulde for en større kreds, når de “opdages” og måske sættes ind i en større sammenhæng eller omtales i en speciel kontekst, af de brugere af arkivet, som har gravet sig ned i et hjørne hvor ingen andre ellers kommer.​

​

VISION

WikiPedia for levende medier

Det er vores vision, at ved at inddrage brugerne af arkivet i registreringen af indholdet, vil arkivet med tiden få værdi som opslagsværk for de lokalområder indholdet stammer fra, på samme måde som vi i dag kender det fra f.eks. WikiPedia der primært baserer sig på brugergenereret indhold.

​

Registrering

For at materialet skal få værdi som historisk dokumentation for fremtiden, er det en forudsætning at materialet bliver registreret, katalogiseret og indekseret, så det er muligt at søge på tværs af materialet efter emneord, personer og lokationer med mere. Meget af materialet er desværre sparsomt beskrevet på de bånd det digitaliseres fra, hvilket i mange tilfælde vil betyde at det er nødvendigt manuelt at kigge udsendelserne igennem for at kunne tilføje meningsfulde metadata til materialet, efter at det er digitaliseret.

Alene fra Roskilde findes der mange tusinde timers lokal TV optagelser, og ser vi på antallet af udsendelser der på landsplan er produceret, er det åbenlyst at det vil være en næsten uoverkommelig opgave for en lille forening, at registrere, katalogisere og indeksere alt dette materiale.

​

Brugerinddragelse

Vi mener at brugere med en personlig interesse i materialet vil kunne bidrage med metadata af højere kvalitet for eftertiden, end de metadata der umiddelbart er tilgængelige ved digitaliseringen af materialet. Det er derfor vores vision, at gøre materialet tilgængeligt på en sådan måde, at brugere af arkivet kan bidrage med oplysninger om udsendelserne og det er vores klare opfattelse, at giver vi brugerne denne mulighed, vil der visse sig at være historieinteresserede brugere rundt omkring, som vil ha’ en interesse i at gennemse udsendelser og bidrage med oplysninger om dem.

​

Vedtægter for Foreningen Dansk Lokal TV Arkiv

§1 NAVN OG HJEMSTED

Foreningens navn er: Foreningen Dansk Lokal TV Arkiv (DALTVA) 

Foreningens hjemsted er Roskilde 

Adressen er: Kamstrupvej 1, 2. sal, 4000 Roskilde 

CVR nr. 41126396 

 

§2 FORMÅL

Foreningens formål er at opbygge og drive et online video arkiv til publicering af dansk lokal TV, samt digitalisering af lokal TV udsendelser. 

 

Foreningen er stiftet af tidligere og nuværende medarbejdere ved Lokal TV i Roskilde, der har oplevet et behov for at digitalisere og om muligt tilgængeliggøre gamle udsendelser, før de originale analoge videobånd går til af tidens tand. 

 

Foreningen er således udsprunget af lokal TV miljøet omkring Roskilde, hvorfor udsendelser herfra har foreningens førsteprioritet. Det er foreningens sekundære formål, at stille publiceringsværktøjer og online portal til rådighed for andre danske lokal TV stationer og beslægtede publicister, der måtte ønske at benytte sig heraf. 

 

Foreningen har fokus på dansk lovgivning inden for området, herunder eventuelle rettighedsproblematikker og kan kun medvirke til digitalisering, hvor de nødvendige rettighedsspørgsmål er afklaret. 

 
Foreningen vil via midler fra fonde, private donationer og offentlige tilskud, dække omkostningerne til foreningens virke. Foreningen er en non-profit organisation. 

 

§3 MEDLEMMER

Som medlemmer af foreningen kan optages personer, virksomheder og organisationer, der ønsker at støtte foreningens formål. Bestyrelsen kan dog afslå medlemskab, hvis det skønnes, at det kan være til ulempe for foreningens virksomhed. Bestyrelsens afgørelse, der ikke skal begrundes, er endelig. 

Indmeldelse skal ske via foreningens e-mail. 

Udmeldelse skal ske via e-mail til foreningen med mindst 1 måneds varsel. 

Kontingent kan ikke tilbagebetales. 

Et medlem af foreningen, der modarbejder foreningens formål, herunder ved at etablere kommercielle eller forretningsmæssige aktiviteter i foreningens regi; aktiviteter, der sigter på egen vinding; partipolitiske tiltag; eller optræder konfliktfyldt, kan ekskluderes efter bestyrelsens beslutning. Beslutningen skal ikke begrundes og er endelig. 

 

§4 KONTINGENT

Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Der betales kontingent ved optagelsen og herefter ved næste ordinære kontingentopkrævning. 

 

§5 GENERALFORSAMLINGEN

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af november måned. 

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel via e-mail eller facebookadresse til foreningens medlemmer. 

Mødested for generalforsamlingen vælges af bestyrelsen. 

Forslag, som ønskes behandlet, skal være indsendt via e-mail til foreningen senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. Evt. indkomne forslag offentliggøres via mail eller Facebook til foreningens medlemmer sammen med dagsordenen og det reviderede regnskab senest 1 uge før generalforsamlingen. 

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum omfatte følgende punkter: 

 

  1. Valg af dirigent og referent

  2. Forelæggelse af bestyrelsens beretning

  3. Forelæggelse og godkendelse af foreningens årsrapport

  4. Forelæggelse af budget

  5. Fastsættelse af kontingent

  6. Behandling af indkomne forslag

  7. Valg til bestyrelsen, herunder af suppleanter

  8. Valg af revisor

  9. Eventuelt

 

Alle medlemmer af foreningen, der har betalt kontingent, har stemme- og taleret. Hvert medlem har én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. 

Vedtægtsændringer og opløsning af foreningen skal dog ske efter reglerne i § 11 og § 12. 

En lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. 

Dirigenten vælges af bestyrelsen. Dirigenten afgør alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåder. 

 

§6 ELEKTRONISK GENERALFORSAMLING

Bestyrelsen kan beslutte, at generalforsamlingen skal afholdes som en delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling, herunder via Facebook eller anden tilsvarende social elektronisk platform. 

Indkaldelse til delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling skal indeholde oplysninger om afholdelsesmåden. Det skal fremgå af indkaldelsen, hvordan medlemmer tilmelder sig elektronisk deltagelse, og hvordan medlemmer kan finde oplysninger om fremgangsmåden for deltagelse i elektronisk generalforsamling. 

Det er en betingelse for afholdelse af delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling, at bestyrelsen påser, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis. Det elektroniske system skal sikre, at medlemmerne har adgang til at deltage i, ytre sig og stemme på generalforsamlingen. 

Bestyrelsen kan bestemme, at deltagere i en helt eller delvis elektronisk generalforsamling, på forhånd skal stille de spørgsmål/kommentarer til dagsordenen, forslag og dokumenter m.v. til brug for generalforsamlingen, som deltageren ønsker at stille. 

Spørgsmål/kommentarer skal stilles senest 3 dage inden generalforsamlingens afholdelse. På generalforsamlingen har medlemmet ligeledes mulighed for at deltage og stille yderligere spørgsmål/kommentarer. 

Disse vedtægter finder anvendelse på delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling, med de ændringer som forholdene kræver, herunder tilpasning af dirigentens rolle. 

 

§7 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt eller når mindst halvdelen af medlemmerne, med angivelse af dagsorden, forlanger det. 

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 8 uger efter begæringens modtagelse. 

For så vidt angår indkaldelse, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder 

bestemmelserne i § 5 og 6. 

 

§8 BESTYRELSEN

Alle medlemmer, der har betalt kontingent, er valgbare til bestyrelsen. Foreningens bestyrelse består af 3-5 medlemmer, der sammen med op til 3 suppleanter, vælges på generalforsamlingen.  

Valgperioden er 2 år. 

Fra foreningens første ordinære generalforsamling i 2020, gøres gældende at: 

To af bestyrelsens medlemmer vælges på generalforsamlingen i lige år. 

Tre af bestyrelsens medlemmer vælges på generalforsamlingen i ulige år. 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand. 

Bestyrelsen er foreningens overordnede ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold og er kompetent til at træffe alle beslutninger angående foreningen, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af vedtægterne. 

Bestyrelsen mødes efter behov; dog minimum 2 gange om året. 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. Endvidere er bestyrelsen beslutningsdygtig, når samtlige medlemmer er til stede og enige i mødets afholdelse, uanset at mødet ikke er lovligt varslet. 

Mødet indkaldes skriftligt med mindst 10 dages varsel, med angivelse af dagsorden for mødet. 

Der skal føres beslutningsreferat. Referatet skal godkendes af bestyrelsesmedlemmerne senest 14 dage efter bestyrelsesmødet. Godkendelsen kan ske elektronisk. 

Bestyrelsen træffer afgørelse ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme afgørende. 

Der kan efter nærmere drøftelser ydes diæter og/eller rejsegodtgørelse til bestyrelsens medlemmer. Diæter og rejsegodtgørelse ydes efter de for det offentlige til enhver tid gældende regler. 

Bestyrelsen kan ansætte en administrator til at forestå nærmere bestemte opgaver forbundet med den daglige drift. Bestyrelsen kan endvidere nedsætte forretningsudvalg for særlige anliggender. 

 

§9 REGNSKAB

Foreningens regnskabsår er 1. januar til 31. december. Hvis omsætningen er større end 10.000 kr. i regnskabsåret, skal regnskabet revideres af en revisor valgt af generalforsamlingen. 

Bestyrelsen skal hvert år inden den ordinære generalforsamling godkende og underskrive årsregnskabet. 

 

§10 TEGNINGSREGLER

Foreningen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem. I formandens fravær tegnes foreningen af næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem. 

Bestyrelsen kan meddele fuldmagt til en eller flere til at disponere på vegne af foreningen i nærmere angivne anliggender. 

 

§11 VEDTÆGTSÆNDRINGER

Vedtægtsændringer kræver at 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer repræsenteret på generalforsamlingen stemmer for ændringen. 

 

 § 12 OPLØSNING

Beslutning om foreningens opløsning kræver at mindst halvdelen af foreningens medlemmer er tilstede, samt at 2/3 af de stemmeberettigede på generalforsamlingen stemmer for. Opnås 2/3 flertal ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling, hvor ophør kan besluttes med 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Foreningens formue skal ved opløsning uddeles i overensstemmelse med formålet. 

 

Vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 18.12.2019. 

bottom of page